Vaskeråd

Pas godt på dit nye tøj

Hver gang du vasker dit tøj slides det lidt. For at sikre dig lang levetid på dit POMPdeLUX tøj er her nogle gode råd om vask og tørring.  

Vær opmærksom på at enkelte produkter kan kræve særlige hensyn – disse vil være at finde på produktets aftagelige mærkat.

FØR VASK

  • Sorter tøjet efter farve og anvist vaskeprogram.
  • Tøm lommer, lyn lynlåse, knap knapper op.
  • Vend vrangen ud på tøj med print og særlige overflader der skal beskyttes. 

VASKEPOSE

Bruges ved vask for at 

  • Beskytte tøj med påsyet pynt, guld- eller sølvprint.
  • Forhindre trådudtræk i åbne og sarte stoffer. 
  • Skåne tøj, der er skrøbeligt i våd tilstand, fx viskose.

VASKEMIDDEL

Det er vigtigt at vaskemidlet passer til tøjet. 

  • Bomuld: Brug passende vaskemiddel med enzymer egnet til hhv. farvet eller hvidt tøj.
  • Viskose og hør: Brug vaskemiddel uden enzymer.
  • Uld, angora, silke, dun og fjer: Brug uldvaskemiddel.

Du kan med fordel anvende flydende vaskemiddel, da vores erfaring er, at det slider mindre på tøjet end vaskepulver. 
Medmindre tøjet er hvidt, brug da vaskemiddel uden blegemiddel der er egnet til farvet tøj.
Husk at følge doseringsvejledningen på vaskemidlet. 
Undgå skyllemiddel for at bevare farverne mest muligt, så skåner du samtidig miljøet.

VASK

Almindelig Vask

Overfyld ikke maskinen, man skal kunne vende en hånd over tøjet i tromlen. 

SKÅNEVASK

Høj vandstand og skånecentrifugering. Fyld kun tromlen halvt. Brug evt. vaskepose. 

EKSTRA SKÅNSOM VASK

Uldvaske- eller håndvaskeprogram. Fyld tromlen mindre end halvt op. Brug evt. vaskepose. 

HÅNDVASK

Opløs vaskemidlet helt, inden tøjet lægges i vandet. Pres vandet gennem tøjet, men undgå at gnubbe eller vride. Skyl grundigt i rent vand. Centrifuger skånsomt i vaskemaskinen eller pres vandet ud ved at rulle tøjet i et håndklæde. Undgå at vride og sætte i blød! 

TØRRING

Lufttørring er mest skånsomt for tøjet med undtagelse af visse typer af overtøj, som godt kan tåle tørretumbling på lav varme. Ryst tøjet, inden du hænger det op. Vrid ikke (særligt ikke viskose). Silke må ikke tørre i direkte sollys. Groft strik skal liggetørre.

Tørretumbling slider på tøjet og får det til at krympe – derfor fraråder vi som udgangspunkt tørretumbling. Visse bomuldsvarer kan dog godt tåle det, men det nedsætter tøjets levetid. Noget af vores overtøj med syntetisk fyld skal tørretumbles ved lav varme sammen med to tennisbolde. Ellers risikerer du, at fyldet klumper sammen. Viskose, silke og uld må aldrig tørretumbles. Følg altid vaskeanvisningen i tøjet.


STRYGNING

 Høj varme (op til 200°C)

 Middel varme (op til 150°C)

 Lav varme (op til 110°C) 

 Må ikke stryges

 

 

Vask af flyverdragt - sådan vasker du en flyverdragt

Vask flyverdragten  ved maksimalt 30 grader og på et kort program med lave omdrejninger. Det skåner den vandafvisende overfladebehandling på ydersiden, der ellers nemt slides væk. Brug gerne et flydende vaskemiddel, der er specielt udviklet til vask af overtøj. 

 

Tørretumble flyverdragt - sådan gør du

Du kan sagtens tørretumble vores flyverdragter, og vi anbefaler at gøre det for at bevare volumen i flyverdragtens isolerende materiale. Høj varme kan dog slide meget på flyverdragtens vandafvisende egenskaber, så sørg for at vælge et program ved lav varme, gerne maksimalt 60 grader.